Nye indlæg

 

Tilbageblik på 2014

26-12-2014
Så gik der endnu et år..
2014 har været et oplevelsesrigt år med flere højdepunkter.

På hesteryg startede året med nogle fine ture på Unico i MA og PSG klasserne, hvor Unico kun blev bedre og bedre.
I februar åbnede jeg op for facebook siden, hvor elever og andre nysgerrige kunne følge lidt med lidt tættere og oftere, denne side har i dag 158 likes, hvilket er utroligt, dejligt at så mange har lyst til at følge hverdagen, nyhederne, eleverne m.m.

I marts tilmeldte jeg mig Træner 1 uddannelsen. Der er efterhånden mange, der udbyder undervisning med erfaring som baggrund. Jeg ønsker hele tiden at udvikle mine kompetencer og det kan ikke kun ske på hesteryg, men derimod også ved læring fra andre.

Også i marts sluttede jobbet som rytter hos Dressurstald Willum Thomsen, da de fandt ud af, de godt kunne klare det selv, og det derfor ikke kunne betale sig at have mig gående. Det passede fint med, at jeg nu kunne koncentrere mig 100 % om træner uddannelsen.

Først i marts fik vi også byttet lidt ud i stalden. Vores Frederiksborg hingst, Elstedgaards Bolero, blev byttet med Noesminde Malou, som er en DV efter Blue Hors Romanov. Hun var i fol med Blue Hors Zatchmo og skulle fole sidst i marts.
Vi har efterfølgende hørt hvordan Bolero klarer det super godt ovre i Jylland. Han er bl.a. blevet udvalgt til at få frosset sæd ned, da han har gode gener og stamtavle.

Selvom Malou først var sat til sidst i marts, mente hun ikke, hun kunne holde på føllet så længe. Allerede en uge efter ankomsten, folede hun den fineste lille hingst, vi senere navngav Elstedgaards Zackero.


Solero var i tilridning i efteråret 2013 og havde holdt pause vinteren over. I marts var det så tid for ham at tage hul på ridningen igen og d. 26/3 2014, sad jeg så på ryggen af ham for første gang. Nye udfordringer og succeser lå herefter i vente i dette år.

Jeg havde også flere heste i ridning i år. Bl.a. Bryggergårdens Ceres Royal, som skulle uddannes lidt efter at havde blevet let tilredet et andet sted. Han skulle gøres helt klar til sin nye rytter, Mathilde, som skulle overtage ham. Dette klarede han super fint og sidst i marts kunne de tage søde Ceres med hjem igen efter en måneds ridning. Jeg begyndte herefter at undervise parret.

23 marts var nok en af de dage, der huskes aller bedst fra 2014. Her startede jeg stævne i Birkerød i en Prix St. George på Unico. Aldrig har vi redet så godt og fået et så stort skulderklap. Med hele 69,6 % kunne vi indtage første pladsen og være rigtig godt tilfredse. Jeg var dog mest stolt af vores præstation sammen og en lille tåre måtte jeg da også fælde, da jeg ikke havde troet, at dette var muligt.
Flere gode resultater blev også leveret i april, maj og juni, hvor vi kun en enkelt gang red under sjældent red under 65 %.

Efter flere weekender i det jyske med opgaver, indlæring m.m. kunne jeg endelig kalde mig uddannet Træner 1 i slutningen af maj.
Uddannelsen gav mig mange nye redskaber til undervisningen samt ny viden.
Jeg tilmeldte mig derfor Træner 2 uddannelsen allerede i juni, da jeg var 'sulten' efter mere.

Jeg fik i juni også Festejo i ridning, som skulle forbedre sin galop og stabilitet. Han var så lærenem, at jeg den sidste uge af ridningen kunne påbegynde changementer, hvilket han dog synes, var lidt svært, men han fik til tider lavet nogle rene, så man må sige, han havde gennemgået en udvikling!

Sidst i juni afholdte jeg mit først kursus. Hertil havde jeg fået inspiration fra træner 1 uddannelsen til et oplæg om korrekte hjælpere – altså mere fokus på rytteren end hesten.
Selvom vejret kunne havde været bedre, var kurset var en stor succes.

I juli kom Ceres igen i ridning, da familien skulle på ferie. Da han havde holdt lidt ferie, var han meget fræk i starten, men til sidst blev han rigtig fin!

Også i juli skulle jeg begynde at fokusere på at blive klar til DM på Unico. Det er ofte en vanskelig opgave at gøre den helt klar til fuld intensitet 3 dage i træk, hvor de skal yde deres bedste. Jeg måtte desværre også indse, at dette ikke var muligt få dage før sidste tilmelding og måtte skuffet og ærgerlig se DM blive afviklet uden vores deltagelse.

I august tog vi Zackaro med til følskue, hvor vi tydeligt kunne se, han var et stort og tidligt føl i forhold til mange af de andre. Det ses desværre i hans bevægelse, da føllene over et halvt år ofte bliver stivere i bevægelserne, han fik dog fine karakterer og kommentarer for hans bygning og type og endte med en helhed på 7,5, hvilket vi slet ikke kunne klage over.

Solero nåede desværre ikke at blive klar til sommerens championater, og vi valgte i stedet at debutere i LD og LC klasserne sidst i august. Dette skulle vise sig at være utrolig farligt, synes han. Han fik dog fine kommentarer og procenter, trods farlige træer, mennesker, vandpytter m.m.
Samme dag debuterede Unico og jeg i Intermediare I, hvilket heller ikke var en succes. Unico skulle desværre tisse under hele programmet og fik derfor slet ikke samling på ham. Det var som at køre i en bil uden motor.
Sidst i august kunne vi dog tage den røde rosette med hjem i en MA1 i Odsherred.

I september var jeg booket til en ridelejr. Jeg skulle her holde foredraget fra mit kursus. Dette blev også en succes, hvor alle pigerne dog synes at workshoppen var det sjoveste.

I september fik jeg også lidt succes til Soleros andet stævne. Dette vandt vi med hele 74,77 %.

I denne måned blev det hele omdøbt til JJ Dressage. Teamet bestod ikke længere af bare mig og min familie. Der var kommet flere elever, sponsorer og andre interessenter med ind, så det var den helt rigtige beslutning at sammenslutte det i et nyt navn. Samtidig fik jeg også et tilsvarende logo.

Til Soleros tredje stævne kunne jeg hente hele to placeringer med hjem, trods han stadig syntes, alting var farligt, og det var lidt svært at sætte i højre galop.

I Oktober havde jeg næsten 100 likes på min facebook side og besluttede derfor at afholde en konkurrence om en gratis undervisningstime. Dette gjorde mange nye nysgerrige og præmien tilfaldt efter tilfældig lodtrækning Luna, som efterfølgende blev fast elev.

I denne måned skulle jeg også starte på Ceres, som jeg havde haft i ridning i en uge inden. Han skulle starte 4 års championat og det var derfor mest hensigtsmæssigt, at jeg skulle ride ham ved dette. Ceres var super fin og artede sig. Og da han ikke kunne havde gjort det bedre, blev vi også lidt skuffede, da han manglede 2 % for at få sit R i dressuren. Det var super ærgerligt, men vi kunne kun være tilfredse med Ceres præstation.

Efter flere lange snakke med familien, blev vi enige om, det nok snart var på tide at Unico skulle på pension. Det var en utrolig svær beslutning og endnu sværere at skrive sætningen ”Unico til salg”. Vi fik mange henvendelser, men desværre ingen som kunne leve op til de standarder og nødvendigheder, Unico havde brug for.
Han gik dog ikke helt i stå, og i oktober startede jeg mine to sidste stævner på ham, hvor det første indkasserede 65 % i Prix St. George, mens det andet var vores andet bedste ridt nogensinde, med en desværre streng dommer. Jeg fik dog ros fra alle sider for ridtet, så det var en rigtig fin afslutning på vores tid sammen.

I oktober startede så første del af Træner 2 uddannelsen, som foregik hos Dansk Idrætsforbund. Efter 3 lange weekender, var jeg i december færdig med disse og kunne nu se frem til Dansk rideforbunds moduler, som først starter til foråret.

I november afholdte jeg et grooming kursus, hvor Mustang sponsorede super lækre produkter, hvilket gjorde kurset ekstra skønt at holde. Stor tak til Mustang!

I december kunne jeg så skrive ordene ”Unico solgt”. Det var både hårdt, men også lettende. Jeg vidste, Unico ville få det bedste han kunne ønske sig for en pension. Henriette, som er Unicos nye ejer, bor 5 min fra opstaldningsstedet. Hun havde de sidste par måneder redet Unico lidt hos os, så han kunne prøve hende lidt af. Det var super dejligt, hun lige kunne lære ham at kende, inden han skulle et nyt sted hen. Hun rider ham nu både på bane og i skoven. Men det bedste er, at han nu for første gang i minimum de sidste 8 år har fået foldkammerater og trives så fint!
Det er dejligt at komme og besøge ham og jeg må endda ride ham engang i mellem. Stor tak til Henriette for at elske Unico lige så højt som jeg!

I slutningen af året kunne jeg så glæde mine elever med julegaver, jeg havde fået lavet i samarbejde med min faste sponsor Beslagsmed Kenn Stækjær og Brogaarden. Flotte bluser med mit nye logo. Stor tak til begge parter, som gjorde det muligt at give mine elever gaver i år.

Sikke et år... ny ridehest med nye udfordringer og salg af min elskede bedste ven gennem 5 år. Solero er dog heldigvis i fuld udvikling og lærer meget nemt. Han går super godt og jeg ser meget frem til at starte ham til næste år, hvor vi gerne skulle starte noget LA til sommer.

Det er dog ikke kun mig, der har haft succes i dette år. År 2014 var også et fantastisk succesfuldt år for mine elever, hvor flere debuterede med flotte procenter i nye sværhedsgrader og klasser, mens andre udviklede deres balanceevne på hest.
Jeg har i dette år fået mange nye elever, som jeg har hjulpet fremad – nogle har takket for hjælpen og fundet nye veje, mens andre er blevet og har ønsket at give det, der skal til for at blive en god rytter. Man bliver nemlig kun en god rytter, hvis man kæmper for det, både til hest OG fra jorden. Men har man ingen selvdisciplin og fjernstyres dermed fra jorden, når man bliver undervist, bliver man aldrig en god rytter, man er nødt til at tænke selv.

Jeg ser utrolig meget frem til forhåbentlig at kalde mig uddannet Træner 2 næste i 2015, samt afholde flere kurser for elever og andre, hvor jeg allerede nu har et på tegnebrættet.
Glædelig jul og godt nytår til alle elever, sponsorer, familie, følgere m.m. og lad os håbe at 2015 bringer mindst lige så meget lykke som 2014 har gjort.
 
Solero og jeg klar på et nyt eventyr i 2015

Kategori: 2014

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
Julie Marie Albrecht Jensen  | Tlf.: +45 29452809 | JJDressagemail@gmail.com